I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 61

I dag skal jeg tilbage til Danmark, men jeg vil ikke. Det har været nogle helt ubeskrivelige dage her i Norge, og jeg følte helt at jeg var hjemme, at dette er mit hjem. 

Vi sidder ved morgenbordet og alle ser mega trætte ud, især Martinus. Jeg troede ellers at han var den friske, men i dag er han så træt, at han er ved at tabe sit hoved i sin morgenmad. Jeg er ved at flække af grin flere gange, og jeg tror ikke jeg er ene mand omkring det.

 "Hvornår går dit fly?" spørger Kjell Erik.

Jeg tykker maden i min mund af og svare, "øhm, altså det går klokken 18:05." 

"Godt, så passer det med at vi køre klokken 13:00" siger han og tager en tår af sin kaffe.

"Fint, så kan jeg også lige være lidt sammen med Natascha" han nikker. Martinus halvsover stadig, men da jeg nævner Natascha bliver han frisk som en havørn og farer op fra sin stol, "Natascha!" alle ved borde flækker af grin og Martinus bliver en smule flov. 

"Tak for mad" jeg rejser mig fra bordet og går hen med min tallerken. Jeg fortsætter op på Marcus' værelse og pakker mine ting, stiller dem ud i entreen og begynder at tage mit overtøj på. Da jeg tager mine sko på, mærker jeg et par hænder på mine hofter. "skal du virkelig gå nu?" spørger Marcus og laver sit sad face. Jeg giver ham et hurtigt kys og går ud af døren og over til Natascha. 

Selvom jeg ved at jeg bare skal gå ind, banker jeg på for en sikkerhedsskyld. Døren bliver åbnet af Natascha's mor, "hey Sofia,  bare kom ind" jeg træder ind af døren og tager mit overtøj af, "hun er oppe på sit værelse" jeg nikker og går op på hendes værelse. Jeg åbner stille døren og mødes af et mørkt værelse, men med lidt lys fra få stearinlys. "Natascha?" spørger jeg stille og går ind på værelse. Jeg lukker døren og da jeg vender mig op, står Natascha der med helt våde øjne, "hvorfor skal du rejse allerede nu?" jeg giver hende det største kram og vi går hen i hendes seng. Vi har sat og snakket i noget tid, da det banker på døren og Natascha's mor kommer ind, "kanelsnegle?" spørger hun og sætter en tallerken med kanelsnegle på sengen. Jeg elsker bare hendes kanelsnegle og det giver mig bare et flashback på alle de gange, hvor vi har siddet og spist kanelsnegle og drukket chai latte.

Marcus' synsvinkel

Det har været sådan nogle dejlige dage. Jeg har fået mig en pige, der elsker mig som Marcus, og ikke elsker mig som Marcus fra Marcus og Martinus. Jeg har virkelig hygget mig med Sofia og jeg elsker hende som en helt sindsyg. 

Da vi har spist morgenmad går Sofia op og pakker hendes ting. Det er virkelig vildt, at hun allerede skal rejse igen. Jeg ville ønske, at hun bare kunne blive her, men det kan hun måske også? Sofia er lige blevet færdig med at pakke og skal nu over til Natascha. Hun står og tager sko på, da jeg tager mine hænder og fører dem på hendes hofter, "skal du virkelig gå nu?" Jeg beder hende virkelig, nu kan ikke sige nej, men hun kysser mig bare hurtigt og går ud af døren. Jeg ville virkelig ønske at hun kunne blive. Jeg lukker forsigtigt døren i og går tilbage til mor, far, Emma og Martinus. "Det skal nok gå Marcus" siger Emma, som den nu fantastiske lillesøster hun er. Jeg giver hende et kram og går derefter op på mit værelse for at spille noget fifa. 

***

"Vi køre nu Marcus" råber min far. Jeg ligger kontrolleren fra mig og går nedenunder for at tage mit overtøj på, jeg er virkelig ikke særlig glad lige nu. Jeg er bare ikke god til dette. Jeg sætter mig ud i bilen, men da jeg kommer derud er Sofia der ikke, "far hvor er Sofia?"

"vi køre forbi Natascha og henter hende" svare han og starter bilen. Martinus har allerede taget sit musik i ørerne, så ham kan jeg ikke snakke med. Vi køre hen til Natascha og ser hende og Sofia stå ude i indkørslen og kramme hinanden farvel. Tænk det er mig lige om lidt. Sofia sætter sig ind i bilen, "hej" siger hun og prøver at give mig et kys, men jeg gider ikke lige nu, "er der noget i vejen?" spørger hun og vender mit hoved, så vi kigger på hinanden, "Jeg vil ikke dette Sofia. Hvorfor kan du ikke bare blive?" hun kigger med triste øjne på mig og fletter sine fingre ind i mine og så er vi ellers på vej til lufthavnen.

***

Sofia's synsvinkel

Vi er lige ankommet til lufthavnen efter en lang køretur. Jeg har det virkelig svært ved at komme ud af bilen, for jeg ved at så snart jeg er trådt ud af bilen, er der ikke så lang tid til at vi skal sige farvel. Det gør mig så ondt at se Marcus være så ked af at jeg skal rejse. Jeg ville ønske at jeg kunne blive, men det kan jeg ikke. Jeg bor ikke i Norge mere. 

Jeg træder ud af bilen, får mine ting og vi går samlet ind i lufthavnen. Jeg får checket min bagage ind og skal finde min gate. Det hele får mig til at tænke på sidste gang. Vi finder min gate og der er ikke længe til at jeg skal boarde. Jeg starter med at kramme Kjell Erik, "det var så rart at få dig at se igen" jeg giver et lille ekstra klem og fortsætter til Gerd Anne, "Sofia, efter du kom igen har bare fået mig til at indse hvor meget jeg holder af dig" jeg giver hende et kram og jeg kan mærke at en lille tårer titter frem. "Sofia?" siger Emma stille, "selvom vi ikke er sådan rigtig i familie, så skal du vide, at du er min storesøster og jeg altid vil være din lillesøster", "åh Emma" jeg krammer hende og kan mærke at endnu flere tårer presser på. Jeg går videre hen til Martinus, "jeg kommer virkelig til at savne dig Martinus" jeg giver ham et stort kram, "ilm" hvisker han i mit øre og giver mig et lille klem. Jeg vender mig rundt og ser Marcus med helt røde øjne. "Marcus!" jeg giver ham det største kram og der bryder jeg sammen. Han trækker sig fra mig og giver mig istedet et kys, "Jeg elsker dig" siger han, "Og jeg elsker dig" siger jeg tilbage og giver ham et kys og kram. 

Vi slipper hinanden, jeg finder min billet frem og går hen til damen, der skal se min billet. "Farvel Marcus".

Marcus' synsvinkel

"Flyet til Danmark letter om 2 min." bliver der sagt i højtalerne.

Hun slipper langsomt mine hænder, "Farvel Marcus" og går ned af gangen til flyet. Nej, nej, nej, jeg må stoppe hende, jeg løber lige forbi damen der tjekker ens billetter og ned af gangen, "Sofia!" hun stopper op og vender sit hoved, "Marcus hvad laver du?" jeg skynder mig at løbe hen til hende og gør det første der skyder mig ind.

Mine læber rammer blidt hendes.

"Sidste kald for flyet mod Danmark" bliver der igen sagt i højtalerne. Vores læber slippes, "Marcus jeg bliver nødt til at gå" hvisker hun, slipper mine hænder, går det sidste stykke hen til flyet og idet hun skal til at gå ind i flyet bliver jeg taget af to vagter, "Sofia jeg elsker dig!!!" råber jeg for sidste gang, hun kigger på mig og træder ind i flyet. Farvel Sofia. Jeg bliver båret væk af vagterne og tårerne løber ned af mine kinder. 

vagterne slipper mig og jeg går hen til Martinus, "Det skal nok gå. I elsker hinanden" han klapper mig på skulderen og vi begynder at gå mod udgangen. Jeg går bare med hovedet mod gulvet, våde øjne og en tanke om hvornår jeg kommer til at se hende igen. Vi er næsten ved udgangen, da en stemme i højtaleren siger, "flyet mod Danmark er vendt om, da en passager ikke ønsker at flyve" hvad? Sofia? jeg skynder mig hen til terminalen igen og venter på at jeg kan se Sofia. Jeg venter spændt og tripper nærmest, men Sofia kommer ikke, istedet for Sofia, kommer en mand ud fra flyet. Jeg vender mig trist om begynder at gå, men denne gang går det lidt langsommere. 

Langt kapitel!! 1418 ord.

Håber i kan lide det.