I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 52//det har jeg aldrig haft før

Jeg vågner op ved at blive nusset på kinden, jeg åbner stille mine øjne, og ser det er Marcus, men hvordan er han kommet ind, "Marcus hvordan er du kommet ind?" spørger jeg stille. Han nusser stadig mit hår, da hen læner sig ned til mig, kysser mig på kinden og hvisker mig i øret, "Det vil du gerne vide" hans åndedragt mod mit øre, giver mig kuldegysninger. "ja" hvisker jeg tilbage. Jeg sætter mig op i sengen, tager min telefon, for at se hvad klokken er. 17:35. Så er det også snart tid til mad, for jeg er godt nok sulten.

"Gør du dig klar så vi kan komme ned og spise" siger Marcus og giver mig endnu et kys på kinden. Jeg går hen til min kuffert, åbner den og finder et sæt tøj. Jeg skifter bare inde på værelset, da jeg ikke gider, at gå ud på badeværelset for at skifte, og ja, Marcus sidder stadig på min seng. Da jeg er i gang med at få min bluse på, spørger Marcus, "Skal jeg ikke sove inde hos dig i nat", Jeg går stille hen mod ham, så jeg står mellem hans ben, "måske" svarer jeg ham og giver et lille blink med øjet. Jeg vender mig om, og lige da jeg skal til at gå igen, vender Marcus mig om igen, "hvad mener du med 'måske'?" Jeg giver bare et lille grin fra mig og går ud på badeværelset for at få styr på mit fjæs. Hehe.

Marcus har i mellemtiden tændt for noget musik og da jeg er færdig, stiller jeg mig i døren, "hvad syntes du?" spørger jeg imens jeg drejer lidt rundt. Marcus vender sit hoved og får med det samme store øjne da han ser mig, "hvad er der?" spørger jeg ham om og i stedet for at svare, rejser han sig op, tager mig om hoften, "du er perfekt" og kysser mig i panden. Vi går ud af værelset og ned i restauranten, hvor Kjell Erik og Martinus venter. "skal vi få noget at spise" siger Marcus, da vi er noget hen til dem. Vi finder et bord, der er placeret ud til et kæmpe vindue med en udsigt der siger spar fem. Det er virkeligt lækkert er i Finland, jeg har fået det bedste førstehåndsindtryk ever.

Jeg får bestilt noget kylling og salat, mens drengende bestilte en bøf og noget kartoffel-halløj. "Skal vi gå en tur i byen efter vi har spist, så kan vi også få en is dernede." siger Kjell Erik midt under maden. Martinus nikker med det samme, samt Marcus. "hvad med dig Sofia?" spørger Kjell Erik. Jeg kigger op fra min tallerken, "Jeg gør bare det I gør" Marcus vender sit hoved mod mit og lægger en hånd på mit lår, som tegn på om der er noget galt. Jeg ryster stille på hovedet og et smil dannes på hans læber.

Efter vi har spist går vi samlet ned i byen. Vi går rundt i en masse små gader, virkelig hyggeligt og anderledes. Vi når centrum, hvor stemningen omkring noget er helt fantastisk. Vi går lidt tættere på kredsen af mennesker og ser, at der i midten står to gutter og jonglere med en boldt og jeg mener ikke bare normalt, det er nogle vildt fede tricks de kan og Marcus og Martinus, bliver med det samme betaget af det.

Nogle piger der står et stykke væk fra os, begynder at hviske og fnise en del. Og efter noget tid bliver der lige pludselig råbt helt vildt højt, "MARCUS OG MARTINUS!!!" og de løber med det samme herhen og omringer Marcus og Martinus. De får taget et par billeder og der bliver vidst også et par kys på kinden hist og pist. Jeg havde det fint da de fik taget billeder med Martinus, men da de begyndte og hænge, kysse og røre ved Marcus, fik jeg en underlig følelse i min krop. En følelse jeg aldrig har haft før og en følelse jeg ikke kan beskrive, ud over den gør ondt. Jeg står lidt i baggrunden, ligesom alle de andre gange jeg har været i offentligheden med Marcus og Martinus, hvor der har været fans. Jeg er bare ikke god til alt den opmærksomhed. Da pigerne er gået igen, kommer Marcus hen til mig, men på en måde har jeg ikke helt lyst til at være sammen med ham lige nu. Vi går hen til en isbar, men jeg bestiller ikke noget. Jeg snakker ikke rigtigt med nogen og jeg går sådan set bare for mig selv.

Marcus' synsvinkel

Der er et eller andet galt med Sofia, hun blev så stille efter pigerne kom. Da jeg ville snakke med hende efter at have taget billeder med pigerne, ville hun ikke og hun ville ikke gå sammen med mig. Hun hverken spiser eller snakker, hun er helt fraværende. Er der mon noget galt? Eller der er noget galt, jeg har aldrig set hende sådan og det gør ondt. Jeg må gøre noget, for at få hendes humør op. På vej hjem til hotellet, tager jeg lige fat i Martinus, "hey bror, der er noget galt med Sofia"

"ja jeg har godt lagt mærke til det." svare han mig og kigger diskret på Sofia, der igen går helt alene og kigger ned i jorden.

"Kan du ikke lave en undskyldning til far. Jeg skal lige hente noget" siger jeg stille og han nikker, "og, få lige Sofia væk fra hendes værelse."

Han klapper mig på skulderen, "skal jeg nok. Held og lykke."

Jeg går diskret væk og finder de ting jeg skal bruge, for at gøre denne aften noget helt specielt.

Da jeg har hentet de sidste par ting, skriver jeg lige til Martinus, at Sofia skal væk fra hendes værelse nu, og at hun ikke må se mig. Han svare mig med en tommel op, og der er nu fri bane. Jeg skynder mig hen til elevatoren og ind på hendes værelse, hvor jeg gør alting klar.