I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 130//Hej

Vi er i midten af maj måned og man kan stille begynde at høre fuglende fløjte og blomsterne dække jorden istedet for sne. Dog har mit humør ikke blomstret så meget som vejret har efter det der skete med Marcus. Jeg har ikke rigtig haft lysten til at se ham i øjnene og bare at se ham og Martinus cykle forbi, hver gang de har skulle til fodbold har været et mareridt. Jeg tænker på ham hele tiden. Han er den første tanke der strejfer mig, når jeg vågner og den sidste når jeg går i seng. 

Imellemtiden har jeg faktisk fået lavet mit helt eget værelse her hos mor og far, hvilket jeg tror Martinus er rimelig glad for, eller det lyder ihvertfald sådan ;) hvis i forstår sådan en lille en. ej okay, nu tager vi lige en slapper Sofia. Men jeg fået mega godt værelse, med udsigt til skoven, vores have og så en mindre detalje, drengenes have. De er begyndt at være utrolig meget ude i haven drengene og Emma der hopper på trampolin. Årh Emma, hende savner jeg. Jeg har ikke rigtig set så meget til Emma og Kjell Erik, efter min sidste afsked. Dog har Gerd Anne haft mig med ude og spise og shoppe.

I dag skal jeg med mor og far til kommunen for første gang. Mor og far har tilbragt meget tid der, men i dag er første gang, hvor jeg skal med og faktisk er indblandet i hvad der kommer til at ske med min fremtid, selvom jeg godt ved at jeg bare skal bo her. "er du klar skat" mor kommer frem i døren til mit værelse, "ja" jeg hopper ned fra vindueskarmen og går efter hende ned til entreen og tager mine sko og jakke på, før vi går ud af døren. 

På vej hen til bilen ser jeg Marcus og Martinus komme cyklende, med en bold i hånden. "Sofia" råber Martinus og jeg svare med et "hej" selvom mine øjne faktisk er på Marcus. Han har sit hår løst i dag og I ved jeg slet ikke kan stå for det.

Marcus' synsvinkel

Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har tænkt på Sofia. Hvordan hendes hår svinger frem og tilbage når hun går. Hendes duft når hun giver mig et kram og hendes blå øjne. Jeg har lagt mærke til at hun har fået sig sit eget værelse ud til haven. Jeg har set hende hver dag sidde i vindueskarmen og håbet på at hun en dag ville kigge ned. Men hun har glemt mig, hun tænker ikke på mig mere. Hvorfor sagde jeg ikke noget, hvorfor holdte jeg hende ikke tilbage den dag på værelset. Jeg fortryder alt. Hver gang vi har cyklet forbi deres hus, har jeg forspillet mig at hun står i vinduet, men når jeg så har kigget, er hun der ikke.

"Martinus jeg cykler altså nu" råber jeg igennem huset og Martinus kommer med det samme løbende ned af trapperne og går ud til cyklerne jeg brugte min tid på at stille frem lige før. "Så lad os cykle Marcus" siger han og begynder at cykle. Jeg skynder mig op på cyklen og så cykler vi ellers hen af vejen. Da vi kommer cyklede op af vejen, ser jeg først Sofia's mor og far gå ud i bilen, hvorefter Sofia kommer gående ud. Jeg kan ikke lade hver med at have øjnene på hende. "Hej Sofia" råber Martinus pludselig og jeg kigger med det samme ned på vejen igen. Fuck, det her bliver akavet og jeg kan slet ikke få mig selv til at se hende i øjnene. 

"Hej" kan jeg høre hende svare Martinus. Jeg skynder mig faktisk bare at cykle videre mod fodboldbanerne, tænder for musikken på min højtaler og begynder at skyde lidt til bolden. "Marcus hvorfor får du ikke bare sagt undskyld?" spørger Martinus mig pludselig ud af ingenting, "fordi..." svare jeg ham stille. Det er ikke lige så nemt som man tror. Jeg elsker Sofia af hele mit hjerte og så gør det bare så ondt at vide at jeg knust hendes. "fordi hvad Marcus? hvis du elsker hendes, så burde du være mand nok til at kunne sige undskyld, altså mand" siger Martinus nærmest irriteret, jeg afbryder ham, "fordi jeg ikke kan se hende i øjnene." råber jeg efter ham, "jeg har knust hendes hjerte og hende hjerte er ikke værd at knus, så derfor så kan jeg ikke sige noget til hende" Martinus bliver helt skræmt og jeg tror ikke han ved hvad han skal svare, så jeg vælger bare at ignorere ham og spille videre.