I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 87//dagen med Emma

Jeg tilbragte faktisk hele dagen uden Marcus, Martinus og Natascha, men istedet Emma. Vi var ved børnebanen hele dagen og det var faktisk overraskende sjovt, i forhold til at jeg var omringet af børn. Det var dejligt at bare være sammen med Emma, for jeg holder virkelig meget af hende. Hun er som min egen søster. 

"hey Sofia se lige hvad jeg kan" råber Emma og selvfølgelig kigger jeg på hendes små shows, men denne gang var jeg imponeret. Emma kørte med fuld fart og sluttede af med at hoppe, UDEN at falde. Da hun er færdig, klapper jeg alt hvad jeg nu kan, med kæmpe vanter, "nu er det din tur" råber hun og der bliver jeg nervøs, "øhm Emma jeg ved ikke lige" siger jeg nervøst, "jeg har først lige lært at stå på ski" men Emma er ikke til at rykke fra hendes beslutning, så stædig som hun nu er, en det er hun ikke ene mand om, for jeg kender to bestemte personer, med lige så stor stædighed. 

Jeg tager en dyb indånding, lukker mine øjne kort og køre så stille hen, indtil jeg når til hoppet. Jeg prøver, men istedet for at jeg ryger op i luften, ryger jeg direkte ned på røven. Emma flækker af grin, hvilket jeg også gør i starten, indtil jeg prøver at rejse mig og jeg ikke kan. "Sofia rejs dig nu op" siger Emma bekymret, så jeg prøver igen, men jeg kan ikke. Smerten er for stor. Jeg kan se på Emma, at hun bliver rigtig bekymret lige nu og en tåre triller også stille ned af hendes kind. "Emma, hjælp mig lige" hun prøver så godt hun nu kan at få mig op, men lige da hun tage fat, kommer den store smerte tilbage og et lille skrig kommer ud af min mund, dog ikke højt, men højt nok til at Emma hørte det og hun skyndte sig afsted. Fedt! nu ligger jeg her måtters alene og har den største smerte i min krop. Der går ikke lang tid, før Kjell Erik og Gerd Anne kommer løbende, "hey Sofia er du okay?" jeg ryster stille på hovedet, mens tårerne så stille begynder at trille ned af mine kinder. "de prøver begge at løfte mig, men denne gang lykkedes det heller ikke, uden at smerten kom tilbage. "jeg henter en læge" siger Gerd Anne uroligt og skynder sig alt hvad hun kan, indtil hun kommer tilbage med to læger bag sig, sammen med en båre.

De to læger kommer hen til mig og snakker stille til mig, men jeg høre faktisk ikke rigtigt efter, da smerten forstyrre. De rykker mig stille op på båren og det går helt fint, selvom smerten dog stadig er der. De løfter mig og jeg bliver båret hen til et lille hus og derefter ind i et rum, hvor der igen bliver snakket. Heldigvis har jeg Kjell Erik med mig, for jeg høre ikke rigtig efter igen. 

Jeg bliver trykket lidt rundt omkring på min ryg, indtil de rammer spot on og et skrig ryger ud af min mund. "Sofia det er lige ved dit haleben du er kommet til skade" siger den ene læge, mens den anden fortsætter, "det resultere så til, at du skal hvile dig i nogle dage. Du skal ligge helt stille og må ikke anstrenge dig for meget med at sidde eller gå." jeg nikker selvfølgelig, selvom det så betyder, at der ikke er mere ski til mig. Mit humør daler selvfølgelig og kan kun komme i tanke om, hvor bekymret Marcus bliver. Jeg kommer med besvær ud i en bil, hvor jeg bliver kørt tilbage i vores hytte. Gerd Anne var taget hurtigt hjem noget før, så hun kunne rede sofaen til mig. 

Brændeovnen er tændt, samt er sofaen flot ret og det hele er meget hyggeligt. Jeg kommer med hjælp af Kjell Erik hen i sofaen, hvor jeg stadig med smerter, får mig lagt ned på sofaen og Gerd Anne putter mig ind i et tæppe, samtidig tænder Kjell Erik for fjernsynet, "det havde i virkelig ikke behøvet" siger jeg og kigger taknemligt på dem begge. "Sofia du er en del af vores familie lige nu og vi vil gøre alt for at du får det godt" siger Gerd Anne, mens hun tager min hånd og kigger mig direkte ind i øjnene, "jeg elsker dig, som var du mig egen datter" jeg får helt tårer i øjnene, men svare "jeg elsker også dig" hun giver mig et let kram, uden at det gør for meget ondt på mig, "jeg bliver hos dig i morgen"

"det skal du altså ikke. Jeg vil ikke ødelægge jeres ferie" siger jeg hurtigt, men Gerd Anne kigger bare på mig, giver mig blidt et kys på panden, "få dig noget søvn"

Marcus' synsvinkel

Vi er lige kommet hen til hytten, efter en dejlig dag med Martinus og Natascha, selvom jeg ville ønske at Sofia også var der, men det må hun jo bare komme i morgen.

Vi åbner døren og ser de andre allerede er hjemme. Jeg får taget mit tøj af og går forbi døren ind til stuen, da jeg ser Sofia ligge derinde. "hvad er der sket?" siger jeg rimelig højt. "shhhh" tysser mor på mig og vi bliver alle samlet i køkkenet, "Sofia havde et slemt styrt i dag og har slået sit haleben rimelig alvorligt, så hun har altså brug for at hvile sig i et par dage og må ikke rigtig rører sig" hvad nej? er hun okay? hvorfor skulle det også ske da jeg ikke var der? jeg var der ikke til at passe på hende. Jeg kigger med triste øjne hen imod Sofia igen, der ligger så fredfyldt henne på Sofaen. "er det meget slemt?" jeg kigger tilbage på mor, "hun har bare brug for at hvile sig. Pas på hende ik?" jeg nikker og går stille hen til hende.