Sofia er en dansk pige, der lever et helt normalt liv som 15 årig.
Hun har en bedste veninde kaldt Natascha, de har kendt hinanden siden.....altid, og bruger alt deres tid sammen, eftersom at der er problemer hjemme.
Men en dag ændres det hele, og v...
Natascha er rejst, og det kan man tydeligt mærke på Martinus. Han sidder bare ude på terrasen og stirre ud i luften. Han virker helt inde i sin egen verden. "Jeg savner hendes også" jeg lægger en hånd på hans skulder, og han vender med det samme hovedet mod mig. Han har grædt. Hans øjne er helt røde og hævede. Han rykker lidt, så jeg kan sidde ved siden af. Vi kigger bare på hinanden, inden han overfalder mig med et kram. "Det er okay at græde" hvisker jeg stille og jeg kan med det samme, høre nogle snøft fra ham. Vi sidder her ude i godt en halvanden time, hvor vi har grædt, grinet og fortalt en masse historier. Vi forstår hinanden.
"Sofia og Martinus, kommer I ikke ind og gør jer klar. Vi skal på fin restaurant i aften." råber Gerd Anne inde fra lejligheden. Vi rejser os og går ind på hver vores værelse, som jeg nu er helt alene om. Jeg skifter til det nye tøj jeg har købt i dag, tilføjer mine hoops øreringe, solbriller og lille fine nude taske. Mit hår glatter jeg og laver en fin naturlig makeup.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Da jeg er færdig træder jeg ud af mit værelse og møder Martinus, "Du ser godt ud brormand" siger jeg for at få hans humør op. "ikke i lige måde" griner han, "hvad? ser jeg så dum ud" svarer jeg ham panikken og kigger på mit tøj. Martinus flækker bare af grin. "arh hvor er du dum" siger jeg og slå ham blidt på skulderen. Martinus og jeg har et bror/søster-forhold til hinanden, så det undrede med slet ikke at han lavede sjov. Tænk at jeg bare har haft de dårligste tanker om ham, før jeg rigtig havde mødt ham.
Alle har gjordt sig klar. Drengene har skjorte og shorts på, mens Gerd Anne og Emma, har fine sommerkjoler på. Vi går samlet ned til en restaurant på stranden, det skulle være byens bedste restaurant. Solen er ved at gå ned og heldigvis har vi fået et bord udenfor, så vi kan se det. Jeg sidder ved siden af Martinus, og vi griner bare hele tiden under maden. Jeg tror lidt at folk omkring os, er ved at blive lidt trætte af os. haha. Men Martinus har brug for at blive opmuntret.
"Marcus, Martinus og Sofia, jeg har hørt der er strandfest her om en time" siger Kjell Erik pludselig, og der bliver helt stille. Han kigger lidt spørgende på os, indtil jeg svarer "fedt" for at bryde tavsheden. Jeg kigger over mod Martinus, sender ham et ventende blik, "vi tager der ned" siger Martinus ligepludselig og jeg nikker ved siden af. "Hvad med dig Marcus?" spørger Gerd Anne. Nårh ja, Marcus. Han kigger bare ned i tallerknen, indtil han siger, "Jeg skal lige noget andet først". Gad vide hvad han skal? jeg bliver bare en smule nysgerrig, men jeg ved jeg skal være ligeglad, for Marcus intereser mig ikke.
Maden var helt igennem fantastisk. Jeg fik bestilt en eller anden pastaret, der bare smagte himmelsk. Jeg kan godt forstå det er byens bedste restaurant. Jeg er næsten færdig med desserten, da Martinus pludselig rejser sig fra bordet "Lad os komme derned." Han tager fat i min hånd, inden jeg når at rejse mig op, han er virkelig ivrig efter at komme til den strandfest. Heldigvis ligger restauranten ikke så langt væk fra festen, så det tager ca. 5 min at gå der ned. Man kan høre musikken rimelig tydeligt og da vi når rundt om hjørnet, ser vi en masse unge mennesker stå og fyrre den af på dansegulvet, som faktisk bare er sand. Jeg kigger ned og får hurtigt øje på Martinus bare ikke kan stå stille med hans fødder. Jeg griner i mig selv, "Jeg kan se du er godt igang Martinus, men jeg spørger dig altså alligevel. Vil du danse?" Han griner en smule og inden jeg når at se mig om, er vi midt ude på dansegulvet. Martinus kan nogle virkelig sjove dansemoves, så jeg flækker nærmest af grin.
Vi har danset i virkelig lang tid, indtil der ligepludselig lyder et lille bang og der bliver helt stille "Sofia?" bliver der sagt ud af højtalerne. Underligt det er mit navn? Folk begynder at rykke sig væk fra mig, inklusiv Martinus. Hvad sker der?
Sorry for ikke at være så aktiv. Jeg mangler kun én eksamen, så jeg skal være 100% koncentreret. Husk at stem, selvom jeg ved at dette kapitel, måske ikke er lige så spændene.
