I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 63 // det måtte ikke ske

Det er nok omkring en uge siden jeg flyttede tilbage til familien Gunnarsen. I starten var det lidt mærkeligt at være tilbage, men jeg syntes det er ved at falde godt tilpas. I dag skal jeg være sammen med Natascha og jeg glæder mig helt sygt, til bare at have en tøsehyggedag, som vi plejede at have i Danmark, men denne gang skal det være noget specielt, eftersom at hun nu er flyttet her op og vi ikke ved hvornår vi efter dette år komme til at se hinanden igen, men at holde kontakten skal vi helt sikkert.

Vi har lige spist morgenmad og der er ca. en time til at jeg skal mødes med Natascha. Vi skal til Mosjøen og hygge, uden drengene. Begge drenge var lidt muggen omkring at de ikke skulle med i starten, men efter nogle snakke og kys, tror jeg de har forstået det. "Skal vi tage en kamp?" spørger Martinus og nikker med sit hoved over mod sin playstation, "Jaja, men så ikke noget med at tude når du taber, jeg glemmer ikke sidste gang" griner jeg og starter for spillet, "pff, hvad for en sidste gang, den kan jeg da ikke huske, pff" svare Martinus. Vi vælger begge hold og så starter det første spil ellers, "hvorfor skal du være så god?" siger Martinus og spiller lidt tøsefornærmet over at have tabt, "Fordi jeg kan" svare jeg ham igen og prøver at holde masken, men da Marcus kommer gående ind af døren, "åhhhh, dis dis dis" kan jeg ikke holde masken mere, "hvad så skat, tæsker du min bror" Marcus sætter sig bag mig, så jeg sidder mellem hans ben og kysser mig på kinden, "måske" jeg kigger over mod Martinus, der bare sidder og ryster på hovedet. Da jeg kommer i tanke om klokken, skynder jeg mig at kigge på min telefon, "jeg skal gå nu" jeg rejser mig fra Marcus, "nej, det var lige så hyggeligt" jeg læner mit hoved ned til ham og hvisker ham i øret, "jeg elsker også dig.....vi ses i aften" Jeg rejser mig, vender mig om for at gå, men da jeg skal til at gå, mærker jeg et lille klask i min røv, "vi ses i aften" siger Marcus derefter og blinker med det ene øje. Jeg ryster lidt på hovedet og går derefter ud af døren og ned i entreen for at tage sko og jakke på, "vi ses" råber jeg igennem huset og får svaret, "god tur" af både Kjell Erik og Gerd Anne. Jeg træder ud af døren og så går turen ellers hen til Natascha.

Men jeg når ikke så langt, før jeg ser Natascha......med en anden pige. Jeg troede vi havde aftalt at vi skulle være sammen, "Natascha!" de vender sig begge om, "Hej Sofia" vi går stille imod hinanden, "hej Sofia, du skal møde min veninde Clara". Jeg hilser pænt på Clare og vender derefter opmærksomheden på Natascha igen, "øhm hvad skal du?" spørger hun, som om hun har glemt vores aftale, "har du glemt at vi skulle have en tøsehyggedag, ligesom vi havde i Danmark" svare jeg hende og hun kigger bare på mig med nogle meget mærkelige øjne, "ej var det i dag? ups, det havde jeg glemt.......meeen, Clara og jeg er faktisk på vej til Mosjøen, så vil du ikke med" tænk at hun bare glemte mig, "nej, jeg tror bare jeg går hjem igen" jeg giver dem et falsk smil og begynder at gå hjem, "Er du okay?" spørger Natascha, jeg vender mit hoved, "ja jeg har det fint" men inderst inde ved jeg at dette gjorde ondt. Jeg har været igennem sådan noget før, og jeg troede virkelig at Natascha ikke var sådan, hun var ligesom den der fik mig på benene igen. Jeg mærker stille tårene i mine øjne og jeg skynder mig alt hvad jeg kan hjem.

"Hvad er der sket?" spørger Martinus da jeg kommer ind af døren. Jeg kan se, at han er lidt overrasket over at jeg er her, men jeg ignorere ham bare og løber så hurtigt jeg kan op af trapperne og ind på mit værelse. Jeg smækker døren i og smider mig i sengen. Da jeg først er i sengen, kan jeg ikke holde tårene tilbage og jeg bryder fuldstændig sammen. Der går ikke lang tid, før der er nogle der banker på min dør, men jeg ignorere det bare. Personen banker en gang til, men jeg ignorere det igen. Døren bliver åbnet, men jeg orker ikke at se hvem det er.

Jeg mærker en hånd på min ryg, "skat hvad er der sket? skulle du ikke være sammen med Natascha?" Jeg vender mit hoved og ser direkte ind i Marcus' øjne, men der går ikke længe, før jeg igen bryder sammen og smider mit hoved ned i puden igen. "fortæl" siger han stille og trøstende.