I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 110// ups! det var jo sandt

Vi er lige landet i trondheim lufthavn da jeg får en besked fra Natascha, 

"hey smukke, er I landet?" 

jeg smiler ved tanken om at jeg snart skal se hende. Jeg mærker to hænder om mig, "hvem skriver du med?" jeg mærker et kys på min kind, "Natascha". Marcus kysser mig igen på kinden, "hils" "det skal jeg nok" Marcus slipper grebet om mig imens jeg svarer Natascha,

 "ja vi er lige landet, ses om nogle timer. Jeg har savnet dig <3" 

Jeg lægger telefonen i min lomme og venter på min kuffert, da jeg ser Marcus gå med både min og hans. "tak" jeg tager min kuffert og vi begynder at gå ud mod resten af lufthavnen. Marcus har imellemtiden taget min hånd og trukket mig helt ind til ham. Vi følger efter de andre mennesker igennem døren, da vi pludselig bliver ramt af en masse skrig og efterfølgende omringet af en masse vagter der presser os igennem menneskemængden. Jeg holder ekstra meget fat i Marcus, da en flok piger river mig tilbage i min jakke. Heldigvis er en af vagterne hurtig og får mig tilbage til Marcus. Jeg får vejret igen, da jeg stadig en smule i chok over hele situationen. "jeg er bange" hvisker jeg til Marcus og jeg kan mærke at tårerne er parat til at presse sig på. Dette er simpelthen for meget for mig, jeg har jo prøvet dette før, men dette er for vildt. Da jeg ser Marcus direkte i øjnene, slipper jeg en tårer løs og han tager derfor med det samme armen om mig og vi begynder at løbe ud, efterfuldt af pigerne, der stadig løber omkring os. Vi bliver hurtigt lukket ind i bilen, hvor jeg får det største chok.

"NATASCHA" jeg skynder mig hen og giver hende det største kram, men jeg bliver hurtigt skubbet væk af Martinus og så var de sammen, eller deres læber var. Så går det vist lidt tid, før jeg får lov til at snakke med hende igen. Jeg sætte mig tilrette i sædet, hvorefter Marcus nærmest kaster sig hen i sædet ved siden af mig og lægger sine arme om mig, "er du okay?" jeg nikker og giver et lille smil, "godt, jeg vil ikke have du skal komme til skade" jeg bliver en smule smigret, "det gør jeg heller ikke, når jeg har sådan en som dig der passer på mig" jeg læner mig ind mod ham og vores læber rammes, som var det sidste gang skulle gøre det.  Marcus læner sig ind over mig og afslutter kysset, ved at kramme sig helt tæt ind til mig. Jeg lægger mine arme rundt om ham og lader ham hvile sig ind til mig. Jeg kysser ham stille ved siden af halsen, "Jeg vil gerne have at du sover hos mig i nat"

Marcus læner sig en smule væk fra mig, "hvad skal du?" spørger jeg ham, "rejs dig" svarer han, "Jeg kan da ikke bare rejse mig imens vi kører" Marcus kigger bare underligt på mig, så jeg rejser mig og han rykker sig ind på min plads og hiver mig tilbage ned på hans skød "Marcus" griner jeg og læner mig ind til ham, så vi nu ligger på tværs af sæderne, med et tæppe over os. "Så længe du vil have det" han kysser mig på siden af halsen og jeg vidste godt hvad han mente. 

Jeg slapper helt af, med Marcus' arme rundt om mig og den dejlige tryghed han giver mig, så jeg lukker mine øjne og falder i søvn til lyden af Marcus' vejrtrækning der også bliver tungere og tungere.

________

Jeg vågner ved at Marcus rykker på sig, så jeg åbner mine øjne og ser at vi lige er kørt forbi skiltet. Så jeg vælger ikke at lægge mig til at sove igen, men istedet sætter mig op og ser over mod Natascha og Martinus, der sover op ad hinanden. årh hvor er de bare søde. Jeg finder min telefon frem, går ind på kamera og tager et billede af dem. Gemt og beskyttet. Jeg slukker min telefon igen og kigger bare ud af de sorttonede ruder der er, indtil vi holder inde i indkørslen og vi endelig er hjemme. "kan du lige vække de andre" siger Gerd Anne stille og går ud af bilen, jeg nigger som svar og starter med Marcus. Jeg nusser ham forsigtigt på kinden og giver den et lille kys, så han stille åbner sine øjne, "vi er hjemme" hvisker jeg og giver ham et sidste kys på kinden. 

Jeg vender med det samme opmærksomeden på at vække Martinus og Natascha, "turtelduer i skal op nu" siger jeg, imens jeg roder rundt i deres hår, "SOFIA!" råber Martinus op og jeg flækker af grin over, hvordan hans hår nu sidder, "det gør jeg ikke noget, det bliver alligevel uglet i aften" siger jeg og hentyder til Natascha, der forstår min hentydning med det samme. Martinus bliver først en smule flov og derefter er jeg den der er død. Han rejser sig hurtigt op og jeg skynder mig så hurtigt jeg kan ud af bilen og ind i huset, hvor jeg skynder mig op ad trapperne og ind i Marcus' seng. Der går ikke længe, før Martinus kommer farende ind af døren og hoppende op i sengen, for at kilde mig, "du er så død Sofia" siger han imens han kilder mig, "hvorfor? jeg sagde jo bare sandheden" griner jeg og Martinus stopper med det samme, "rigtig nok" hvorefter han fortsætter med at kilde mig.

Pludselig er Natascha og Marcus også inde på værelset og det er nu lidt mere afslappende, da jeg ligger med mit hoved på Marcus' bryst og ser med på hans telefon, samtidig med at Natascha ligger på Martinus bryst og kigger med på hans telefon.