I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 122//ulykken

Mit blik kunne ikke slippe ham af syne. Hvordan vinden fangede hans hår og fik det blæst bagud. Uden at tænke over det bed jeg mig selv i læben, men fik hurtigt dårlig samvittighed, da jeg kiggede til min siden og så Marcus. Hvorfor er jeg overhovedet i tvivl? Marcus er 'the love of my life' og jeg kan overhovedet ikke bare sådan uden videre, bare glemme alle de ting han har gjordt for mig og hvad vi har været igennem. 

Jeg tager fat om Marcus' hånd og fletter stille mine fingre ind i hans, men han trækker hurtigt sin hånd til sig og vender ryggen endnu mere til mig og jeg ved med samme hvorfor. Jeg puster let ud og lader mit syn falde ned mod mit skød. Jeg får allerede nu ondt i maven. Jeg får et mindre chok, da der pludselig en meget dyb stemmer, nærmest råber op og fortæller om hvad vi skal gøre osv. 

"skal du med?" spørger Martinus mig da han går forbi mig og alle de andre er klar til at springe i. "nej, det har jeg faktisk ikke rigtig lyst til" siger jeg og vender mig med ryggen til alle de andre og samler mine ben op, så jeg hviler min hage på mine knæ. "vil du snakke om det?" jeg mærker hans hånd på min skulder, "nej ik' rigtig" jeg kigger bare ud på den krystalklare vand og lytter til alle de andres grin. 

Jeg mærker pludselig en røre min skulder og da jeg kigger op møder jeg synet af ham. Drengen som jeg ikke ved hvad hedder. "hey" siger han hurtigt og kort. Jeg smiler bare et venligt smil og kigger tilbage på vandet. "come with me" siger han og jeg kigger med det samme op på ham, "I am not going into the water" svare jeg ham og troede at det var det han hentydede til, men nej, "I see, but that is not what i will show you" han rækker sin ene hånd ud og jeg tager forsigtigt imod den og følger efter ham. Han går ud på siden af båden og tager mig med helt ude foran, hvor vi sætter os. Jeg mærker Marcus' syn på mig hele tiden, men med det samme jeg kigger, er det væk. 

________________________________

De alle er kommet op på båden igen og har alle det største smil på læben. Jeg sidder stadig ude på spidsen af båden og skal lige til at gå tilbage, da både ud af det blå starter og sejler med fuld motor. Jeg får det største chok og mister min balance, så jeg først vælter på båden og slår mit hoved ned i det hårde plastik, før jeg mærker vandet og det eneste jeg kan høre er mine egne tanker.

Jeg ser ham. Jeg ser Marcus stå med en helt anden pige. En pige med en dejlig brun glød i huden, brunt langt hår og den perfekte krop. Har har armen om hende og hun har hendes krop helt tæt ind til hans. "Nej Marcus" råber jeg efter ham, men jeg findes ikke. Jeg prøver igen, "undskyld Marcus, jeg elsker kun dig og det ved du" men igen hører han mig igen og det næste jeg ser er deres læben er kun få centimeter fra hinanden. Deres hoveder kommer tættere og tættere, indtil de til sidst er........

Der bliver grebet fat rundt om mit håndled og det næste der sker, er at jeg vågner op i en lille hytte. Jeg kigger til min side og ser mor sidde på en stol ved siden af mig. Men hvor er alle de andre? og hvorfor er jeg her? jeg løfter min ene arm op til mit hoved og mærker en smerte. Jeg mærker forsigtigt igen og mærker en forbinding. Forbinding? på mit hoved? hvad er der sket? jeg sætter mig op, men bliver hurtigt slynget tilbage, "skat du er vågen!" hun kigger på mig, men det er ikke hende jeg vil se, "hvor er Marcus?" spørger jeg og kigger rundt, "jeg vil kun have Marcus?" siger jeg igen. Min mor holder en lille pause, hvor hun ånder let ud og kigger på mig, som et lille barn, "skat, Marcus han øhm..." nej det kan ikke være rigtigt. Jeg mærker tårerne trille sig på. "han er lige henne og købe noget vand" fortsætter hun. En tårer triller ned af min kind, ikke fordi jeg er ked af det, men fordi jeg er lettet. "vil du ikke godt hente ham" spørger jeg hende og hun giver et hurtigt nik fra sig og går ud af rummet, før Marcus kommer ind og jeg derefter lader tårerne trille frit. 

Han kommer meget hurtigt hen til mig, "Sofia du er i live" siger han, men stopper hurtigt op foran min seng "hvorfor græder du?" spørger han og tørrer en tåre væk fra min kind, "jeg havde mistet dig" hvisker jeg og nyder hans berøring, "mistet mig? nej Sofia du har ikke mistet mig." han sætter sig på kanten af sengen, "jeg havde nært mistet dig" hvisker han. "mistet mig?" spørger jeg ham, "ja? kan du overhovedet ikke huske hvad der er sket?" jeg ryster på hovedet, men stopper hurtigt igen, da jeg mærker en smerte i mit hoved, "du slog hovedet ned i båden og faldt i vandet.....vi troede du vill komme op, men du kom aldrig op, så jeg sprang hurtigt i vandet og fandt dig bevidstløs i vandet" jeg tager mine arme rundt om hans nakke og tager ham ned til mig, "du er en helt og det har jeg slet ikke fortjent" jeg kigger til siden og mærker hans læber mod min kind, "jeg er ikke sur på dig" jeg kigger mod ham igen, "er du ikke?"han ryster på hovedet, "men jeg har stadig ikke fortjent det, du skulle have ladet mig...." siger jeg, men bliver hurtigt afbrudt af Marcus, der har placeret sine læber mod mine. "jeg elsker dig" hvisker han, før han kysser mig igen.