I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 88//Bjørnebrødrerne

Sofia's synsvinkel

Jeg vågner ved en at en hånd stryger mig forsigtigt på min ene kind. Et lille smil slipper mine læber og da jeg åbner mine øjne og ser at det er Marcus, bliver mit smil endnu størrer. Jeg har virkelig savnet hans tryghed i dag. Jeg har fuldstændig glemt min smerte, så jeg læner mig forsigtigt op, for at give ham et kys, men det skulle jeg ikke have gjordt. Smerten kommer hurtig tilbage og en tårer triller ned af min kind, "skat du skal ikke røre dig. Jeg er lige her og jeg skal nok passe på dig" det hjælper helt vildt at Marcus er så sød, så jeg selvfølgelig ikke lade hver med at tage mine arme om hans nakke og trække ham ned til mig, så hans læber rammer mine perfekt.

"jeg elsker dig" hvisker jeg stille, da mine læber slipper hans. "og jeg elsker dig" han giver mig hurtigt et kys igen og læner sig så lidt tilbage, "har du brug for noget?" jeg smiler så sukkersødt som jeg nu kan, imens jeg siger, "dig" han griner kort, "noget udover mig? jeg vil altid være her" jeg tænker mig lidt om og kommer i tanke om en perfekt ide, "måske noget slik?" han nikker og skynder sig at gå ud i køkkenet, hvor jeg kan høre ham stå og skramle med nogle poser, hvorefter han kommer tilbage med en skål slik. "tak" siger jeg og tager en vingummi. 

Jeg hader at ligge i denne position, det så irriterende. Jeg har lagt her i godt nogle timer og kan ikke rykke mig, medmindre jeg skal på toilettet, hvorefter Marcus eller nogle andre skal hjælpe mig derud, hvor skulle det også ske for mig. Uden jeg tænker mig om, tager jeg en pude og smider den så hårdt jeg kan ned i gulvet. "sofia, hvad sker der?" jeg knytter mine hænder, "det er så irriterende det her. Det var jo fordi jeg skulle lave det der trick, som Emma vil have mig til" og idet jeg siger det, høre jeg et snøft bag mig og derefter en dør smække. "nej Emma" siger jeg stille, for jeg mente det jo ikke. Jeg prøver igen at rejse mig, men Marcus skynder sig hurtigt over til mig, "nej Sofia du skal blive liggende" jeg kigger på ham, "slip mig Marcus" han slipper ikke, "men Sofia....." jeg afbryder ham, "slip mig" han tager en dyb indånding og slipper mig så. Det gør helt vildt ondt, og jeg må da også holde nogle pauser. Jeg går hen til døren ind til aktivitetsrummet og banker stille på, men der bliver ikke åbnet. Det eneste jeg kan høre er gråd. Jeg har virkelig såret Emma. Jeg åbner forsigtigt døren og ser hun sidder ovre i det fjerneste hjørnet, helt krummet sammen op ad væggen. "Emma" hun kigger op, men kigger hurtigt ned igen, "jeg mente ikke det jeg sagde" jeg prøver så godt jeg kan at gå hen imod hende, "Jeg er virkelig ked af det Emma. Du betyder så meget for mig og det er 100% min egen skyld, for hvis jeg ikke havde været så klodset, var dette ikke sket..." jeg skal lige til at forstætte, da jeg bliver afbrudt af Emma, "Stop" siger hun bare, "men Emma..." men bliver igen afbrudt af Emma, "Sofia stop" jeg kigger undrende på hende, mens hun fortsætter, "det er min skyld. Det var mig der fik dig til at gøre det, selvom du ikke ville" jeg ryster på hovedet, "nej, nej, nej Emma, det er ikke din skyld." hun kigger op på mig og jeg kan se at hendes øjne er helt røde, "Emma jeg elsker dig rigtigt, rigtig højt og det var den bedste dag sammen med dig." et smil kommer på hendes læber, hvilket får mig til at smile, "kom tage min hånd og så går vi ind og ser film" hun rejser sig op og tager min hånd.

Jeg prøver igen så godt jeg nu kan at gå, "Sofia du må jeg ikke gå, så hvorfor gik du efter mig?" jeg holder en lille pause, "fordi du er som en søster for mig, og jeg kan ikke lide at se min søster være ked af det" hun giver mig et lille kram, da jeg godt kan fornemme på hende, at hun ikke vil gøre mig ondt. Emma hjælper mig det sidste stykke ind til stuen, hvor jeg får mig lagt ned, dog med hovedet lidt op, så jeg kan se film. Vi ser bjørn brøderene, hvilket er en af mine ynglings Disney film og den film jeg kan tude allermest til. Gerd Anne kommer ind med en lille tallerken med aftensmad, og til sidst ender det faktisk med, at vi alle sidder inde i stuen og ser film, mens vi spiser aftensmad. Hyggeligt. 

Klokken bliver hurtig mange og jeg er faktisk en smule træt, imens jeg stadig har tårer i øjnene efter den film. Marcus går bare væk uden at sige godnat, hvilket gør mig lidt trist, indtil jeg ser ham komme ind med to madrasser, dyner, puder osv. Jeg får hjælp til at ligge mig ned på den ene madras, hvorefter Marcus putter mig, kysser mig på kinden og siger, "godnat" jeg tager min om hans nakke og trækker ham ind til mig og lader mine læber ramme hans. "godnat min smukkeste Marcus" han laver store øjne, da jeg ved han ikke kan lide, når jeg kalder ham smuk, "det gjorde du ikke" jeg lukker mine øjne og smiler for mig selv, imens jeg høre Marcus puste ud og derefter begynder hans dybe vejrtrækninger.