I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 43 // jeg fortryder

Der danner sig et spotlight midt på scenen, og der står han, med en mikrofon i hånden. "Der er noget jeg har glemt at fortælle dig...." en lille melodi begynder og alles øjne er rettet mod mig. arh, hvor jeg hader opmærksomhed. Jeg står her omringet af en masse mennesker, men en person der skal til at synge for mig. Marcus begynder at synge:

Jeg står helt stille imens han synger, indtil han begynder at gå ned til mig. Nu bliver jeg nervøs. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, skal jeg smile eller? vi holder bare øjenkontakten igennem hele sangen. Tænk at det er sådan han har det. Han tager stille fat i min hånd imens han synger det sidste, "...I want the world to see, what you mean to me. What you mean to me." der bliver helt stille og en smule akavet. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, altså skal jeg tilgive ham eller skal jeg være hård, så han virkelig forstår det.

"Hvad troede du? at du bare kunne komme her og synge for mig og så vil alting være fint?" Han står bare helt mundlam, med store øjne og ikke vide hvad han skal sige, "ja..." svarede han mig. Jeg løftede øjenbrynene. "nej?...nej....nej" ændre han sit svar. "hvad så?" spørger jeg ham og jeg kan tydeligt se på ham, at han lige skal tænke sig om. "Jeg kom for at fortælle dig at jeg fortryder og især den del med at ignorere dig. For jeg vil ikke miste dig." "Ja men tror du ikke det er lidt forsendt, jeg er kommet videre Marcus..." "og jeg ved det var min fejl.." han holdte en lille pause, før han tog mikrofonen op igen. "Hør her allesammen. Denne pige , Sofia. Sofia er den mest stædige og jeg ved alt pige, jeg nogensinde har mødt, men hun er ærlig. Når hun lover noget, så holder hun det. Hun forstår mig som ingen andre gør og jeg helt skør med hende. Sofia jeg er så så ked af det, og jeg ved at jeg sårede dig og jeg vil aldrig nogensinde gøre sådan noget igen. Jeg lover det." Jeg står bare og ikke ved hvad jeg skal sige. Han står med hans søde chokolade-brune øjne og bare kigger på mig. Jeg gør bare det første der går mig til hovedet, at løbe.
Jeg løber meget hurtigt væk fra festen, imens jeg kan høre Marcus råbe "Sofia vent!" Men nej jeg gider ikke vente mere.
Jeg løb og løb hen til lejligheden. Heldigvis var der låst op da jeg kom hjem, så jeg skyndte mig bare ind på mit værelse og smide mig i sengen.

Marcus synsvinkel

Jeg vidste at det var nu.
jeg havde fået min far til at fortælle at der var strandfest og fået Martinus til at få Sofia med derned. Det hele var klar og nu kunne hun ikke sige nej.

Festen er godt igang da jeg kommer gående. Jeg fik stukket en mikrofon i hånden og klar til at gå op på scenen. Jeg kunne se Martinus vise sine helt specielle dansemoves til Sofia. Haha, han er simpelthen for sjov.
Jeg taget en dyb indånding, går op på scenen og alt bliver helt mørkt. Jeg kan høre en masse unge mennesket reagere på at musikken var væk, da der pludselig lander et spotlight på mig. "Sofia?" Sig jeg i Mikrofonen. Alle rykker sig væk fra Sofia og jeg kan se at hun bare står som det helt store spørgsmål. "Der er noget jeg har glemt at fortælle dig..." okay, det er nu, det er nu jeg skal synge sangen jeg har brugt 2-3 dage på at skrive. Det er nu hun skal have mine følelser af vide. Jeg begynder stille og roligt at synge, alle lytter meget interreseret med. Jeg går stille og roligt ned fra scenen og hen til Sofia.
Jeg står lige foran hende nu og kigger ind i hendes flotte blå øjne.
Sangen er færdig og der bliver en smule stilhed, indtil Sofia bryder den.
"Hvad troede du? at du bare kunne komme her og synge for mig og så vil alting være fint?" Okay den havde jeg ikke lige regnet med, men okay det var jo faktisk det jeg havde regnet med. "Ja..." hun så mærkeligt på mig, "nej?" Okay hun mener det "nej....nej" "hvad så?" Spurgte hun mig. Okay nu måtte jeg tænke mig om. "Jeg kom for at fortælle dig at jeg fortryder og især den del med at ignorere dig. For jeg vil ikke miste dig." "Ja men tror du ikke det er lidt forsendt, jeg er kommet videre Marcus..." "og jeg ved det var min fejl.." jeg indrømmer gerne at det var min fejl. Hvordan skal jeg redde denne? Skal jeg fortælle hende hvad jeg føler? Det gør jeg. Jeg tager mikrofonen op til munden igen, i håb om at få alles opmærksomhed, selvom vi nok allerede har det, "Jeg kom for at fortælle dig at jeg fortryder og især den del med at ignorere dig. For jeg vil ikke miste dig." "Ja men tror du ikke det er lidt forsendt, jeg er kommet videre Marcus..." "og jeg ved det var min fejl.."
Hun kiggede igen på mig med de smukke øjne, indtil jeg kunne se hun fik våde øjne og derefter løb. Hvad har jeg gjordt? Nu er det sikkert endnu værre. "Vent Sofia!" Råber jeg efter hende, men hun ignorere det.

Jeg kan mærke alle øjnene omkring mig, og det der er sket lige nu, har sat mig i en rimelig pinlig situation. "Kom med hjem bror" siger Martinus og klapper mig på skulderen. Vi går stille og roligt hjem mod lejligheden, hjem og fortælle far min fiasko.