I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 136//Alene

Han vil gerne og jeg vil også rigtig gerne, men hvorfor afviste jeg ham så? Jeg sidder ikke længere under Marcus' tæppe og jeg har ikke længere hans arm rundt om mig, nej for Marcus tog hjem. Jeg kunne se han blev såret, men alligevel lod jeg ham løbe. Jeg var så tæt på. Vi var så  tæt på.

"Vi tager hjem, skal du med?" spørger Natascha og rejser sig fra sit tæppe. Jeg ryster bare på hovedet og lader min hage falde ned på mine knæ, som jeg har samlet ind under min kjole. "er du sikker?" spørger hun igen og denne gang nikker jeg bare. "Vi ses derhjemme" siger hun stille og kort tid efter er det kun mig der sidder tilbage, med et bål der er godt og grundig ved at gå ud. Mit hoved er fyldt med tanker. Eller tanke faktisk. Jeg kan kun tænke på én ting. Hvorfor fortrød jeg? Burde jeg skrive til ham? ej det virker også lidt dumt nu. Hvorfor skal jeg også være så fucking dum, det eneste jeg vil have er jo ham.

Jeg kigger bare ud på vandet, hvor månen giver et flot genskin i. Fuglende synger ikke længere og der er bare helt stille. Jeg får tager et tæppe rundt om mig og lader mig lægge ned på jorden, puttet godt ind i tæppet. Han kunne have ligget her ved siden af mig og det kunne have været den mest romantiske aften. Jeg lukker mine øjne og forestiller mig, hvordan hans arme ville holde godt fast om mig og få mig til at føle mig tryg. 

Natascha's synvinkel

"hvorfor er hun ikke kommet hjem endnu?" jeg sidder i min seng med Martinus. "Skriv til hende" svare Martinus mig og virker lidt ligeglad, "Tror du ikke jeg har gjort det?" jeg hæver min stemme og rejser mig hurtigt op fra sengen. Martinus bliver helt forskrækket og rejser sig også hurtigt op fra sengen, "rolig Natascha" hans hænder er på mine skuldre, men jeg skubber ham hurtigt væk og ser hurtigt hvor rørt Martinus bliver af det, "ej undskyld, men kan ikke..." jeg tager mine hænder op til hovedet og kan hurtigt mærke Martinus tage mig helt ind til sig. Han har sine ene hånd på mit baghoved der nusser mig blidt, "lad os prøve at ringe til hende én gang til og hvis hun så ikke tager den, bliver vi nødt til at informere Marcus" jeg trækker mig fra ham, "okay" Han tørrer tårerne væk under mine øjne og giver mig et kys, før vi sætter os hen i sengen og jeg finder Sofias nummer på min telefon. Jeg tager den op til øret, men den går på telefonsvaren. Martinus kigger ventende på mig og jeg ryster bare på hovedet, "Marcus" er det eneste jeg kan sige og Martinus tager med det samme sin telefon frem og skriver til Marcus.

Marcus' synsvinkel

Jeg ligger i min seng og er faktisk sygt ked af det og sur på sammen måde. Det er så pinligt at blive afvist af den pige men elsker over hele jordkloden. Jeg kigger faktisk bare op i loftet og ved ikke hvad jeg skal tage mig til udover at sove, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke sove og det pisser mig af. Min telefon lyser pludselig op og jeg tager den med det samme. "Har du set Sofia?" det er en besked fra Martinus, "Hun er vel taget hjem?" svare jeg ham og lægger min telefon fra mig igen, men det går ikke lang tid før den lyser op igen, "hun ville ikke med hjem da vi tog hjem og der er gået 2 timer nu" læser jeg. Vent! hvad?! har de efterladt Sofia alene nede ved søen, "hvad er det du skriver? gik I fra hende?" der går 2 sek. før Martinus svare mig, "hun ville ikke med hjem", "så hun er alene nu?" skriver jeg tilbage, "hun svare ikke, hverken beskeder eller opkald" jeg smider dyrene væk fra mig og skynder mig i noget tøj, før jeg suser ned af trapperne og tager min sko på, for så at komme hurtigt ud af døren igen. Jeg skynder mig alt hvad jeg kan ned til søen og jeg får hurtigt øje på Sofia ligge der krøllet ind i et tæppe på jorden. Jeg skynder mig hen til hende og ser hurtigt hun sover. Jeg tager fat om hende og løfter hende op i mine arme uden hun vågner. Hun er virkelig kold. 

Jeg går tilbage til huset og løfter hende op ad trapperne og ind på mit værelse, hvor jeg ligger hende i min seng og tager hendes kjole af, før jeg lægger mig ned ved siden af hende. Så tæt så vores hud rør hinanden og jeg rigtig kan mærke hvor kold hun er. Jeg lægger min arm rundt om hende og kysser hende i håret, før jeg skriver til Martinus, "hun er hos mig" og jeg lægger mig til at sove.

Hejsa mine læsere.

Nu får i svarende om mig:

Jeg er 16 (17 til november)

Jeg har mit sidste år på gymnasiet, så jeg er færdig som EUX student til sommer.

Jeg har været fan i 4 år

Jeg har skrevet på denne historie i lidt over et år

og så er min ynglings Marcus

Desværre var der ingen der gættede rigtigt og må ærligt indrømme at jeg blev overrasket, da folk gætte på at jeg var 14.

Husk at stem dejligste mennesker.