I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 133//Noget har ændret sig

Sofias synsvinkel

Det begyndte stille at blive aften og solen var ikke ligefrem den der skinnede igennem mere, hvilket resulterede i, at varmen også forsvandt. "Jeg går ind" siger jeg, da jeg rejser mig fra tæppet. Natascha og Martinus smiler bare til mig og jeg lader med vilje ikke at kigge på Marcus, fordi ja, drengene er her stadig.

Jeg snakkede ikke rigtig med drengene og lå faktisk for mig selv, så derfor valgte jeg at rejse mig og gå ind. Du ved bare for at komme væk fra den akavet stemning mellem Marcus og jeg.

Det tog ikke lang tid for mig at komme hen til huset, op ad trappen og ind på mit værelse.

Jeg lukker døren ind til mit værelse og puster let ud. Hvorfor er det så svært for mig at være i selvskab med ham. Jeg tager den sidste indånding før jeg går imod mit tøjskab. Skabslågen skubber jeg til siden og skal lige til at tage et nyt sæt undertøj, inden jeg bliver afbrudt af en lyd fra haven. Jeg lader stille min øjne fokusere ud mod haven og ned mod de andre, der sidde på tæppet og griner over et eller andet. Jeg hører ikke til her mere, jeg ødelægger stemning hele tiden.

Jeg skynder mig at gribe fat i mit undertøj, lukke skabet i en hurtig bevægelse, for så at fortsætte direkte ud på badeværelset.

Jeg lader min nye playliste spille over højtaleren og tænder for vandet. Jeg har hele tiden øjnene på mig selv i spejlet og opfatter hver enkelte lille bevægelse jeg foretager mig. Hvordan jeg løsner min top og lader den falde mod jorden, hvordan jeg i en enkelt bevægelse også tager min underdel af. Jeg har stadig fokus på mig selv i spejlet og jeg ser hurtigt noget der har ændret sig. Jeg har tabt mig, jeg har VIRKELIG tabt mig.

Vandet rammer min bare krop da jeg træder ind i bruseren og begynder at vaske mit lange blonde hår. Jeg tænker over hver eneste lille bevægelse jeg foretager mig og glemmer helt tiden, indtil der pludselig bliver banket på døren, "øhm hvem er det?" siger jeg usikkert, "det er Marcus, kan jeg komme på toilettet?" nej, nej, nej, hvad gør jeg? "øhm..." siger jeg usikkert, "ja?" jeg skynder mig at slukke for vandet og tage et håndklæde om mig, for så at gemme mig bag forhænget, "er du sikker?" høre jeg Marcus sige, "øhm... ja, ja, bare kom ind" jeg bider mig selv i læben og tager mig selv i at holde vejret, i det sekund jeg høre dørhåndtaget bliver trukket ned og Marcus træder ind af døren.

Musikken er med til at gøre stemningen lidt mindre akavet og jeg ånder lettet ud, da jeg høre toilettet trække ud. Jeg skubber forsigtigt forhænget til side, da jeg hører vandet fra vasken starte og skal lige til at tage et skridt ud af bruseren, da jeg glider.

Jeg lukker bare øjnene og venter på at jeg vil ramme gulvet, men jeg rammer det ikke. Hvorfor rammer jeg det ikke? Jeg åbner forsigtigt mine øjne og ser direkte op i nogle chokoladebrune øjne. Vores ansigter er 5 cm. fra hinanden og mit hjerte galoperer afsted.

Jeg hænger stadig i Marcus' arme og den akavede stemning kommer tilbage, så uden at tænke over det, rejser jeg mig op fra hans greb, hvilket resulterer i at jeg taber mit håndklæde og jeg nu står fuldstændig nøgen foran Marcus. Jeg får hurtigt fat i mit håndklæde, der ligger på gulvet og tager det foran mig, "jeg må øhm, jeg må nok hellere se at komme..." og når ikke at sige mere, før jeg skynder mig ud ad døren og ind på mit værelse. Jeg lukker hurtigt døren i og lader mig blidt falde tilbage på den. Hvorefter jeg tager en dyb indånding og puster ud. Hvad skete der lige? Skete dette seriøst lige? Mit hjerte banker endnu hurtigere end før og jeg kan slet ikke fatte hvad der lige er sket. Jeg skynder mig hen til mit skab og får taget et nyt sæt undertøj på, da det andet stadig ligger ude på badeværelset. Jeg tager hurtigt en stor skjorte over mit hoved og kigger igen ud mod haven, hvor jeg ser Marcus komme gående mod tæppet igen. "jeg kan ikke gå derud igen" hvisker jeg til mig selv. Marcus kigger pludselig herop, hvilket resulterer i, at vores blikke mødes. Denne gang slipper jeg det ikke lige med det sammen, men bliver i stedet afbrudt af Natascha, der kigger herop, hvorefter hun siger noget og begynder at vinke mig ned. Nej jeg kan jo ikke gå derned, det er simpelthen for akavet, men jeg vil jo gerne. Jeg vil jo gerne være sammen med Marcus. Jeg savner hans selvskab. Ej, nu stopper du Sofia. Hvad var det der lige skete for 10 minutter siden? Du kan jeg ikke gå derned.

Solen rammer mig igen og jeg mærker græsset mod mine fødder, "hej Sofia"