I know you love me - Marcus & Martinus

Kapitel 65 // knivene

Marcus' synsvinkel

En solstråle skinner mig direkte ind i mine øjne, da jeg vågner her til morgen. Sofia sover stadig, og det tror jeg virkelig også hun har brug for. Jeg rykker mig stille ud af mit greb om hende, finder min telefon, for at hvad klokken er, 09:58. Jeg ligger telefonen tilbage og rejser mig stille fra sengen, uden at vække Sofia. Jeg kigger selvfølgelig en ekstra gang, men hun sover, så jeg lister mig stille over mit trægulv mod min dør, tager fat i dør håndtaget og åbner den stille. 

"godmorgen" jeg får sådan et chok. Jeg skynder mig at vende mig rundt og ser, at der bare er Martinus, "rolig bror, jeg er ikke nogen seriemorder" griner han og tager sin hænder op som forsvar.

"nej, nej, det ved jeg godt. Jeg blev bare lidt chokeret." Martinus vender sig rundt og begynder at gå, "hey Martinus, kan jeg lige snakke med dig i et øjeblik" han stopper og kigger sig tilbage, "helt sikkert."

Vi går begge ind på Martinus værelse og sætter os i sengen.

"hvad vil du snakke om?" spørger Martinus. Jeg tager en dyb indånding, "du ved......Sofia kom hjem meget tidligt i går ik?"

"jooo, er der sket noget med hende?" han ser meget bekymret på mig.

"Natascha havde glemt deres aftale og var istedet taget med Clara til Mosjøen" Martinus ser lidt chokeret på mig..

"nej det vil hun aldrig gøre" siger han og ryster stille på hovedet. Jeg gnider nervøst i mine hænder, "jeg burde nok ikke fortælle dig dette, men du er min bror og jeg kan stole på dig?" han nikker som svar og jeg fortsætter, "Sofia havde engang en veninde, og faktisk den eneste og første rigtige veninde hun havde..." jeg holder en lille pause, "for lidt over et år siden begyndte hun at ignorere Sofia. Alle begyndte at ignorere hende, så hun ingen havde. Veninden gik rundt og fortalte allemulige rygter om Sofia, altså sådan nogle onde nogle ik. Så Sofia stod helt alene mod sin klasse....." Martinus kigger på mig med nogle meget triste øjne, "hun kom så i en ny klasse, hvor Natascha gik og de begyndte ligesom at snakke rigtig godt med hinanden. Natascha var den pige, der fik Sofia til at komme på benene igen og var den der troede på Sofia, så hun kunne være sig selv." 

"Og nu er hun bange for at hun har mistet Natascha" afbryder Martinus mig og jeg nikker.

"hun har ikke andre end Natascha, og nu da hun muligvis har mistet Natascha, har hun ingen" jeg bliver helt trist over at fortælle det, men Martinus skal have det af vide. 

"vent lige" siger Martinus og skynder sig ud af døren på værelset. Jeg sidder bare og kigger direkte ud i luften og venter på han kommer tilbage. Pludselig står han med sin telefon i hånden, "jeg har en ide."

Sofia's synsvinkel

Da jeg vågner er Marcus ikke på værelset. Jeg finder min telefon og kigger lidt på de sociale medier, da jeg ser et billede på Natascha's instaprofil  af Natascha og Clara, 'jeg elsker dig. Du må og skal altid være min bedsteveninde' 

Den besked gjorde ondt. Jeg smider telefonen væk fra mig og jeg kan mærke tårerne komme. Hvorfor skal jeg også være så dum? der er ingen der kan lide mig. Jeg skynder mig i vrede ud fra Marcus værelse, går ind på mit eget, for at finde noget løbetøj og så er jeg ellers den der er smuttet. 

Jeg stopper kort, da jeg er noget hen til søen, for at få vejret. Jeg kigger lidt ud på søen og får sådan lyst til at skrige. "ARH!!!" jeg tager en sten og kasten den så langt jeg kan og ser den ramme vandet, med et plask. 

Jeg mærker dråberne på min kind. Jeg kigger op og får en dråbe i øjet. Fedt! nu skal det også regne. Selvom jeg ved at jeg burde skynde mig i læ, bliver jeg alligevel stående og lader regnen ramme mig, som knive der snitter mig. Det føles rart. Jeg begynder lige så stille at gå hjem ad. Jeg går forbi Natascha's hus og kan se hendes mor stå i vinduet, hun vinker til mig, men jeg kan ikke få mig selv til at vinke tilbage. Jeg skynder mig bare at kigge væk og fortsætte hjemad. 

Jeg åbner døren ind til huset, da jeg støder på Marcus, "hvor har du været? du er jo helt gennemblødt."